Metoder

1. Kilden bag denne tekst er Wikipedia. Denne kilde kan ofte godt blive set, som upålidelig da alle og en hver kan skrive i Wikipedia. Grunden til denne kilde alligevel bruges, skyldes bl.a. at undervisnings ministeriets anbefaler Wikipedias artikel, om Manhattan projektet igennem deres hjemmeside Emu.dk. Samtidig har vi vurderet kilden til at være pålidelig da den er særdeles fyldestgørende, samt har dokumentation og referencer for dets udtalelser. I skriveprocessen har Toulmins argumentationsmodel og appelformer været brugt. Et eksempel på dette erpåstanden ”Det var ikke nogen overraskelse for Stalin at USA var i gang med at udvikle atomvåben” belægget for dette er ”Igennem spionage vidste Stalin at USA havde et atomprogram”. Teksten bruger logos da der kommer rigtige mange tal i spil, som f.eks. Mahattan projektet kostede 2 milliarder US$ og at der var 130.000 mand ansat på projektet

2. Anvendelse af Universitetssider har været praktiske i forhold til pålidelig data. University of Dayton har uddybet nogle af konflikterne, som opstod under Manhattan Projektet og hvordan og hvorledes de pågældende konflikter blev løst. Siden virker meget troværdig pga. strukturen og den kronologiske uddybelse, samt alle de rå data som bliver benyttet, eksempelvis vægt og energi. Eksemplet på kulstof-12 spaltningen er fundet på denstoredanske med en række informationer, som med baggrundsviden let kan behandles.

3. Analyse af Øjenvidneberetningerne:

Øjenvidneberetningerne er en af de vigtigste ting efter bombningen. Øjenvidnerne fik deres eget navn, Hibakusha, hvilket betyder: ”folk der oplevede bomben”

I den første kilde The story of Hiroshima, HIBAKUSHA STORIES, er der fokus på flere øjenvidners beretninger og de fortæller om deres førstehåndsoplevelse med bombningen.

I kilden er der 3 beretninger, Mr. Akihiro Takahashi der ved hændelsen var 14 år, Eiko Taoka dengang 21 år, og Ms. Akiko Takahura der var 20 år. De tre tekster er vidt forskellige, selvom de fortæller om den samme hændelse.
I Mr. Akihiro Takahashi beretning er der meget fokus på brugen af patos og vise steder etos. Brugen af patos ses ved at han i teksten får medlidenhed med sin ven, og vil hjælpe ham, selvom han selv er slemt tilredt hvilket giver læseren medlidenhed. En central sætning hvor både patos og etos er vidst, lyder således: . “Even I myself was terribly burnt, I could not go home ignoring him” Dét at han hjælper sin ven uden omtanke for sig selv, skaber patos effekt, og da er god morale at hjælpe andre, og specielt andre i nød.
Et andet citat der beskriver hans oplevelse, og beskriver den så der er patos appellerende effekt er: ” we have a proverb about meeting Buddha in Hell. My encounter with my relatives at that time was just like that. They seem to be the Buddha to me wandering in the living hell.” Han betegner oplevelsen som et levende helvede, hvor han dog alligevel møder lyset, ingen er medlidenheden og medfølelsen en aktiv følelse hos læseren. 

I beretningen fra Eiko Taoka er patos den aktuelle appelform. Hun fortæller om oplevelsen hvor omdrejningspunktet er hendes lille søn. Det at hun inddrager sit barn, og fortæller hvordan at barnet er kommet til skade, og har et blodigt ansigt som hende selv, appellerer direkte til medlidenhed. Specielt denne/disse citater er patos-rettet da de indeholder, håb, medlidenhed, mod, og det stærke bånd mellem mor og barn.
“But he looked at my face and smiled. His smile has remained glued in my memory. (…)  I think my child sucked the poison right out of my body. And soon after that he died. Yes, I think that he died for me.”


Patoseffekten medlidenhed indgår også i Ms. Akiko Takakuras fortælling, men den indeholder og frygt. Hendes beretning er anderledes da den fortæller direkte om oplevelsen og beskriver hvad hun følte da hun så de lidende folk i gaderne. Hun beskriver hvordan at folk brændte. En sætning hvor både medlidenheden og frygten kan ses er: ” And looking at it, it was more than painful for me to think how the fingers were burned, hands and fingers that would hold babies or turn pages, they just, they just burned away” hun beskriver hvordan at det så ud og hvor forfærdeligt det var, og igen bliver medfølelsen skabt ved at nævne en baby som afgørende faktor.

I denne kilde ses der flere steder at beretterne bruger Toulmins, som f.eks. bruger en styrkemarkør, og der ses også gentagelser og sammenligninger.

Mr. Akihiro Takahashi:
Bruger ord som: Tremendous, unthinkable, but it was undeniable fact.
Der laves også to sammenligninger:

“For my burning body the cold water of the river was as precious as the treasure”

“My encounter with my relatives at that time was just like that. They seem to be the Buddha to me wandering in the living hell.”


Eiko Taoka
Bruger ord som: pierced his head, blood flowing from his head , glued in my memory. Sucked the poison.

hun laver enkelte gentagelser, som at hun nævner at hendes søn smiler til hende, på trods af både hans og hendes blodige ansigter, og også når hun til sidst siger ”I think my child sucked the poison right out of my body. And soon after that he died. Yes, I think that he died for me.” Her er der to påstande, hvor de til dels kan fungerer som hinandens belæg.

Ms. Akiko Takahura
Her ses der både en gentagelse og styrkemarkør.
“I, I was so shocked to know that fingers and bodies could be burned and deformed like that. I just couldn't believe it. It was horrible.”
Gentagelsen ligger I at hun bliver nødt til at beskrive, ikke nok med at hun var chokeret, men også at hun ikke kunne tro det, og at det var forfærdeligt. Det at hun burger ordet “horrible” er en styrkemarkør, og hende tøven I starten med sit “I, I was” er en gentagelse.

Her kan også ses en argumentation, da hun påstår at det er svært at trække vejret, og prøver at komme med en grund, endnu en påstand og et belæg, og til sidst endnu en påstand.
“It was really hard to breathe. Maybe because the fire burned all the oxygen, I don't know. I could not open my eyes enough because of the smoke, which was everywhere. Not only me but everyone felt the same.”



EYEWITNESSES TO HIROSHIMA AND NAGASAKI
ARTICLE #177 • WRITTEN BY ALAN BELLOWS
Denne artikel indeholder også 3 øjenvidneberetninger, og disse er der også aktivt brugt appelformer og toulmins i.
Yoshitaka Kawamoto den dengang 13 årige skoledreng fortæller om bombningen, der fandt sted mens han var i skole. Han fortæller hvordan han var i ”terrible pain” og hvordan at han og hans klassekammerater trods smerten og modløsheden, holdt håbet oppe ved at synge deres skolesang, da de håbede at nogen så ville høre den. I dette ses tydelig brug af patos, da vi får medlidenhed med både drengen og hans klassekammerater, og fordi at de stadigvæk har håb. En sætning hvor der også ses patos, i form af medlidenhed og håb er: ”But nobody came to help, and we stopped singing one by one. In the end, I was singing alone.".
Brugen af Toulmin kan ses på at han laver en gentagelse ved: ” It was awful, awful.”. Der er også en modsigelse da han siger: I think I joined the chorus. (…) In the end, I was sining alone.” her modsiger han sig selv, da han først er i tvivl om han synger med, og til åbenbart er den eneste tilbage. Der kan også ses en styrkemarkør, da han beskriver: ”I couldn't move, not even an inch.”

Isao Kita er hoved vejrmand på vejr stationen, og det at være vejmand og at han i teksten nævner hvor vigtigt det er at lave observationer, og at han fortæller om de observationer og videre beregninger, gør at appelformen logos er tilstede. Der er ikke noget brug af patos i denne tekst, da Isao Kita formår at fortælle sin historie forholdsvis objektivt, og have fokus på handlingens forløb og hvor spændende det er for en vejrmand at observerer.

Her er igen også en gentagelse og brug af styrkemarkør. Det ligger i: ”very very hot (…) It was as if I was looking directly into a kitchen oven.” Der er også én sætning hvor der er specielt brug af argumentation: ”You may feel that I was rather heartless just to start counting. But for us, who observed the weather, it is a duty to record the process of time, of various phenomena.”.


Akiko Takakura nævnes her igen, dog med en anden side af historien da det er en direkte fortælling af hvad der skete for hende. Hun arbejder i en bank, hvilket giver en hvis form for brug af logos, da der er noget status i det. Og der er også brug af patos da hun prøver at hjælpe sin kollega trods sin egen tilstand, og at hun f.eks. siger: ”I said to her that I couldn't leave her”.
Det skaber også medfølelse og håb, at hun holder modet oppe og får hende selv og hendes kollega ud af bygningen.


Hiroshi Sawachika en krigslæge der blev kaldt til Hiroshima var ikke en af de sårede under bombningen. Men han er alligvel et øjenvidne, da han fortæller om situationen på de sårede. Det at han er krigslæge gør ham til en autoritet, som er troværdig i sine udtalelser inden for skaderne, da han som læge ikke burde overdrive eller underdrive dem. Dette giver appelformen etos. Her er beretningen på mange punkter objektiv, da han bare fortæller hvad der skete, uden nogen form for følelser indblandet.



The Bombing of Hiroshima, 1945
I denne tekst er der hovedsagelig brug af appelformerne. Etos er den første der stødes på, da Dr. Michihiko Hachiya var leder af Hiroshima Communications Hospital hvilket giver ham en troværdig status. Patos bliver brugt igennem hele teksten i form af frygt og medlidenhed. Da han beskriver sin dårlige tilstand skaber det medlidenhed. Da han ikke kunne finde sin kone,  hver gang han kollapser og bløder slemt, skaber det frygt. Et af de steder der er bemærkelsesværdige for patosbrug er: ”I told my wife, who was almost as badly hurt as I, to go on alone. This she objected to, but there was no choice. (…) Yaeko-san looked into my face for a moment, and then, without saying a word, turned away and began running towards the hospital”. Her ses bade frygt, medlidenhed, og ikke mindst kærlighed og håb. 
Generelt i hele denne tekst, er alting meget detaljeret beskrevet. Det er også en længere historie end de to andre kilder, og der er også mere handling i den.


Eyewitness Account of Hiroshima
By Father John A. Siemes, professor of modern philosophy at Tokyo's Catholic University
I denne tekst følges Father Siemens. Han og hans kollegaer var alle sårede, nogle værre end andre. Og han fortæller hvordan er de prøver på at hjælpe alle dem de overhovedet kan. Det at han er præst giver han en vis troværdighed, derfor ligger der noget brug af etos. Patos og dertil også etos skinner også generelt igennem, da de prøver at hjælpe og at det er gos morale at hjælpe andre, og det at sætte andre over sig selv skaber patos virkning i form af håb og medlidenhed overfor de hjælpende. Der er også brug af logo appelformen, da sidste del af teksten er meget informerende omkring hvad der skete, med tal og stærke beskrivelser af folk og hændelser.
Sproget i kilden er almindeligt, intet overklasse eller underklasse over den, den er bare en beretning hvilket også passer fint med, at den er neutral til en hvis grad, da tingene bliver beskrevet, men at man ikke hører hans mening om den.


Kildekritik, set ud fra øjenvidneberetningerne.
I de to første kilder, med de korte øjenvisneberetninger er der navn og alder på, og der er en lille beskrivelse af personen, status og hvor de var under bombningen. Disse oplysninger gør kilden troværdig. Det at beskrivelsen af bombningen er relativt ens for alle kilderne, med samme tidspunkt, og det at de alle nævner lysglimtet, varmebølgen, ens skaderne på både krop og omgivelser, støvet og røgen der gav vejrtrækningsproblemer, den voldsomme ild, og det at flere af dem kollapsede og så genvinde kræfterne igen.
En anden ting er at Akiko Takakura nævnes to gange. Det er dog to forskellige historier, men de fortæller om to vidt forskellige tidspunkter af bombningen. Det at hun nævnes to gange skaber troværdig, men at det ikke er samme historie gør den utroværdig.
Generelt i kilderne er der en beskrivelse af hændelsen og flere informationer, hvis an skal kigge på hvilke hjemmesider de er fra, kan troværdigheden falde.
Den første kilde er troværdig da sproget er fint, og der er generelt ordentlig info. Hjemmesidens navn ”Hiroshima-remembered” vækker også troværdighed. Den næste kilde ”Damninteresting ” er dog anderledes. Den virker troværdig, men hjemmesidens navn og det at der nogle steder er et list useriøst sprog gør den mindre troværdig.
Det tredje link ”Eyewitnesstohistory” er troværdig, både på grund af titlen og også på grund af indholdet. Det er dog en beretning fra en dagbog, hvilket kan gøre den utroværdig da den derfor er subjektiv. Men denne kilde har dog også selv kildehenvisning, hvilket gør den mere troværdig i forhold til de andre.
Den sidste kilde ”atomicarchive” er også troværdig da titlen er relevant. At det er en lang beretning gør den også troværdig, og det at der er opgivet navne på steder og andre personer skaber også troværdighed.



Kildekritik af kilder til spørgsmål 3.
http://www.hiroshima-remembered.com/history/index.html
Denne kilde er den eneste der er brugt til besvarelse af spørgsmål 3. Kilden virker troværdig, først på grund af titlen, men også på grund af at der er gjort noget ud af layoutet. Nederst på siden nævner de også deres copyright rettigheder og der står dette: THIS PROJECT IS PART OF THE NATIONAL SCIENCE DIGITAL LIBRARY AND WAS FUNDED BY THE DIVISION OF UNDERGRADUATE EDUCATION, NATIONAL SCIENCE FOUNDATION GRANT. Dette gør også siden yderlige troværdig.

Hvis man kigger på hvilke metoder der er brugt i fysikken er det en induktiv metode. Da de ikke havde nogen viden på forhånd. Alt den info de har er noget de har fundet, og ud fra de beregninger kan de lave en teori. Denne kan bruges fordi der ingen viden var omkring disse bivirkninger og eftervirkninger.

Spørgsmål 4.

http://www.bibliotecapleyades.net/ciencia/ciencia_uranium12.htm
Videoen: 
https://www.youtube.com/watch?v=b8QY5gt1weE

Einsteins brev til Roosevelt.

Disse tre kilder er alle tre troværdige. Hjemmesiden, er troværdig da den indeholder rigtig meget info, citater fra forskellige personer, og det er troværdigt det der står ud fra den info vi har i forvejen. Videoen er troværdig da det er øjenvidner selv der udtaler sig, og der vises originale klip og dokumenter. Brevet til Roosevelt er også troværdigt, da Einstein var en troværdig og respekteret fysiker, der valgte at skrive præsidenten som en advarsel og opfordring hvilket burde tages seriøst da det er fra en fysiker.